600x160_mudrethjul_01

Land Rover Experience

Land Rover Experience er kørekurser, for alle der ejer eller er bruger af en af vore herlige Land Rover modeller.

Grundkurser: Da der er forskel på de enkelte modelserier i Land Rover modelprogrammet har vi valgt at afholde kurserne, så man er sammen med tilsvarende modeller. Dette betyder, at du som deltager, vil være sammen med ejere af Land Rover modeller, som i duelighed og teknik er lig den model du selv kører i. F.eks deltager Range Rover Classic, Discovery Serie I og Defender på samme kursus. Range Rover, Discovery Serie II og Discovery 3, samt Range Rover Sport deltager på samme kursus. Freelander som ikke har lavgear deltager kun sammen med andre Freelandere. De enkelte kurser vil blive afviklet med et antal på minimum 5 og maksimalt 10 tilmeldte biler. Trin 2 kurset og Trin 3 Safarituren er lidt anderledes sammensat, idet disse ikke er modeltilrettet, det vil sige, alle Land Rover modeller deltager på lige fod.

Alle kurser, dog ikke Trin 3 Safarituren, afvikles på de smukt beliggende arealer omkring Tirsbæk Slot, tæt ved Vejle og lige ned til nordsiden af fjorden.

Målet med kurserne er, at man lærer sin bil at kende, under andre forhold, end hverdagen normalt byder på. Kurserne vil give deltagerne et teoretisk og praktisk indblik i de regler, der ligger til grund for 4 x 4 kørsel. Kurserne omfatter kørsel i lettere terræn, hvorved man opnår større forståelse for og kendskab til bilens og egen formåen. Under kurserne kører man i egen bil. Normalt oplever vi ikke skader, på de biler der deltager i kurserne, da bilen ikke vil blive udsat for overlast eller skader, hvis man følger instruktørernes anvisninger.

Skulle man, efter at have deltaget i et af de grundlæggende kurser, have behov for og lyst til yderligere køreuddannelse, med større udfordringer i vanskeligt terræn, kan man tilmelde sig et Trin 2 kursus . Der arrangeres Trin 2 kurser en eller to gange om året, deltagelse på Trin 2 kurset kræver at man har deltaget på Trin 1, det grundlæggende kursus. Mindst en gang om året arrangerer vi en Trin 3 Safaritur i det danske landskab, hvor hovedvægten er lagt på oplevelser, mere end terræn-kørsel. Denne tur kræver ikke forudgående deltagelse på hverken Trin 1 eller 2.

Andre kurser: Flere har efterspurgt yderligere kurser, hvilket betyder at Land Rover Experience i 2007, vil kunne tilbyde følgende:
Introduktionskurser, ½-dags kurser med gennemgang af bilens systemer og kørsel på faste off-road baner. Mulighed for at udvide kurset med efterfølgende ½ -dags kørsel i skoven.
Natkørsel, når mørket sænker sig skifter sporene i skoven karakter da det er vanskeligere at se størrelsen på forhindringerne foran bilen, hvilket gør kørslen mere krævende. Afvikles over en aften.
Arbejde med og brug af spil, et spil på bilen er et praktisk, men også farligt værktøj. Lær at bruge det rigtigt og med sikkerheden i højsædet. Heldagskursus.
Challenge-days, off-road kørsel i skoven med lerdueskydning på forskellige poster I skoven, hvilket giver en mere ”naturlig” jagtoplevelse, idet lerduerne kommer fra forskellig vinkel og ikke hele tiden fra samme sted. Heldagsarrangement.
Adventure-days, Kørsel på de faste baner og i skoven, lerdueskydning og en times afslapning i 40 grader varmt vand i hot-tubes opstillet i skoven, efterfulgt af en middag. Heldagsarrangement.